ENTAKT
Vinterbrud
forfatteren satte sig ved bordet, han hvæssede sine tankerhan iførte sig magten over ordet, lod krystalskibet lette ankerhan dryssede sne på et stykke papir,sneen smeltede i 1000 ordden sidste, triste historie starter her,hvordan han end vendte og drejede det viste kompasset nordvarmen åndede ud med et suk,sneens dyne blev trukket over alt der gjorde ondtvinteren gjorde storbyen smuktiden frøs og afholdt kloden fra at dreje rundtvintersolen kyssede frosthimlens ansigten sådan dag kunne man se ham gå aleneat forblive ensom var hans hensigt,men det var ej hvad skæbnen ville menepå sine ture vandrede han langt og vidtlængere end hans forstand raktehun stod dèr, vinterbruden, klædt i hvidtblændet af hendes skønhed græd han sagtehan rakte for at nå hende, men hun var fjernlangt ude på den frosne sø hun spillede sit spilmed et svær af is, et skjold af tidmen han måtte nå hende koste hvad det koste villehan tog et skridt, blændet af varm længsel,men fra hans varme slog isen sprækker, skulle skæbnen meneved næste skridt brast isen og han faldt i kuldens fængselda vandet lukkede sig om ham var han atter alene
From Letras Mania